Isbjergets navn A-23A, som kælvede fra den antarktiske iskappe tilbage i 1986, har nu gennemgået en dramatisk forandring. Dets tidligere snedækkede overflade er blevet cyanblå, et tegn på det hastige smeltningsforløb, det oplever.

Satellitter har i flere år overvåget A-23A og afslører, at det massive isbjerg på kort tid er gået fra at være hvidt til cyanblåt. Dette skift skyldes, at smeltevand har samlet sig i hulrum på isbjergets overflade. Dette indikerer, at isbjergets dage er talte, da smeltevandet sandsynligvis vil accelerere A-23A’s opløsning.

Selvom A-23A tidligere var et af de længstlevende isbjerge, ser det nu ud til, at dets tid snart er omme. Den pensionsberettigede forsker Chris Shuman fra University of Maryland Baltimore County udtaler til ScienceAlert: „Jeg forventer bestemt ikke, at A-23A vil overleve hele den australske sommer.“

Farvenes Betydning

Isbjerge kan have forskellige farver af flere årsager. Mange isbjerge er hvide som sne, fordi luftbobler er fanget inde i isen. Som isen ældes og komprimeres, presses luftboblerne ud, hvilket gør isen mere gennemsigtig. Dette kan resultere i, at materialer i isen giver den en grønlig farve, mens ren is fremstår mere blå.

Men A-23A har ikke den typiske blå farve, som mange isbjerge besidder. Dens hurtige smeltning under de varme sommerforhold nær grænsen mellem det sydlige ocean og det sydlige Atlanterhav er den primære årsag til denne ændring.

Rejsehistorien for A-23A

Efter kælving tilbage i 1986 lå A-23A på bunden af Weddellhavet i Antarktis i cirka 30 år, indtil det i 2023 rev sig løs og blev fanget i havstrømme i flere måneder.

Den forlængede rejse har haft konsekvenser for isbjergets størrelse. I januar 2025 målte arealet 3.640 kvadratkilometer, hvilket er en anelse større end Fyn og svarer til 509.000 fodboldbaner. Men i september 2025 var arealet faldet til blot 1.700 kvadratkilometer. Som det står nu, i januar 2026, er arealet endnu engang reduceret til 1.182 kvadratkilometer, svarende til størrelsen på Aalborg Kommune eller 165.000 fodboldbaner.

Forskningens Betydning

Chris Shuman udtrykker sin taknemmelighed over at have haft satellitressourcer til rådighed, som har gjort det muligt at spore A-23A og dokumentere dets udvikling så tæt. Han bemærker: „A-23A står over for samme skæbne som andre antarktiske isbjerge, men dets rejse har været bemærkelsesværdigt lang og begivenhedsrig. Det er svært at tro, at det ikke vil være blandt os meget længere.“